Ja det er ikke ment som en provokation.
Men mange af os forventer at livet er retfærdigt.
Også selvom vi godt ved, at vi rammes af livet på vidt forskellige måder.

Det kan være, at….
*vi aldrig når at møde vores bedsteforældre
*vi mister vores forældre tidligt
*vi mister venskaber eller kærligheden
*vi har børn, som har det svært
*vi mister et barn, eller
*vi er ramt af diagnoser og sygdom

Livet er ikke retfærdigt.

Alligevel er vi mange, som stædigt kæmper for at holde fast i forestillingen om retfærdighed.
Vi bliver fyldt af vrede, når livet bliver anderledes end det vi drømte om.

Under vreden gemmer sorgen sig.
Sorgen over, at tingene ikke blev, som vi ønskede.

Det er svært at se sorgen i øjnene. Det føles sårbart.
Det kræver mod.

For det betyder, at du skal give slip på din drøm og din forventning til livet.

Du må slippe vreden.
Og stoppe kampen mod livets rytme.

Så kommer sorgen.
Sorgen over, at det ikke blev, som du drømte om fx i familien.

Men sorg heler.
Den er nøglen til indre fred.

Når vi acceptere livet lige præcis, som det er.
Så får vi fred med os selv.

Det kan være så frisættende.
Og en lettelse for omgivelserne.

‘For så kan vi bedre være i verden.

For hinanden – og for vores børn.
Det er måske ikke let at nå dertil.
Men det er hele rejsen værd.